Skatteministeren har fremsat et lovforslag, der forbedrer reglerne for befordringsfradrag for personer bosat på ikke-brofaste øer samt fradrag for logi i forbindelse med arbejde, når det er nødvendigt at overnatte uden for bopælen.

Forhøjet befordringsfradrag

I 2019 udgør befordringsfradraget for transport mellem den sædvanlige bopæl og en fast arbejdsplads 1,98 kr. pr. kilometer for daglig transport i intervallet 25-120 kilometer, mens fradraget for transport udover 120 kilometer udgør 0,99 kr. pr. kilometer.

Der gælder dog en midlertidig ordning om, at den nedsatte sats på 0,99 kr. ikke gælder for personer bosat i visse kommuner. Det drejer sig om følgende kommuner:

Bornholm, Brønderslev, Frederikshavn, Faaborg-Midtfyn, Guldborgsund, Hjørring, Jammerbugt, Langeland, Lolland, Læsø, Morsø, Norddjurs, Odsherred, Samsø, Skive, Slagelse, Struer, Svendborg, Sønderborg, Thisted, Tønder, Vesthimmerland, Vordingborg, Ærø og Aabenraa.

Fra og med indkomståret 2019 gøres ordningen permanent og udvides med følgende øer:

Baagø, Egholm, Endelave, Hjarnø, Mandø, Nekselø, Orø, Sejerø, Tunø og Aarø.

Udvidelsen betyder, at alle 27 småøer i Sammenslutningen af Danske småøer er omfattet af ordningen med forhøjet befordringsfradrag, når den daglige transport mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen overstiger 120 kilometer.

Fradrag for logi til øboere

Efter gældende regler er der ikke fradrag for rejseudgifter (udgifter til kost og logi), når der er tale om et fast arbejdssted. Det betyder, at en person, der eksempelvis bor på Samsø og arbejder på Aalborg Sygehus, ikke har fradrag for udgifter til overnatning/logi, selv om arbejdstiden slutter så sent, at den sidste færge til Samsø er sejlet.

Det foreslås at indføre fradrag for logi for personer bosat på en ikke-brofast ø (de samme ikke-brofaste øer, som giver ret til forhøjet befordringsfradrag), når afstanden mellem bopælen og det faste arbejdssted ikke muliggør overnatning på bopælen. Det betyder eksempelvis, at personen på Samsø, som arbejder på Aalborg Sygehus, kan fratrække udgifter til overnatning/logi, når arbejdstidsophør ligger så sent, at det ikke er muligt at nå den sidste færge til Samsø.

Det foreslåede ø-fradrag (fradrag for logi) udgør den gældende standardsats på 219 kr. (2019) pr. overnatning. Fradraget gælder for såvel lønmodtagere som selvstændigt erhvervsdrivende.

Det årlige fradrag er maksimeret til 28.000 kr. (2019), som er det gældende generelle fradragsloft for rejseudgifter og fradrag for dobbelt husførelse. Ø-fradraget indgår i det generelle fradragsloft. Det betyder, at hvis personen har fradrag for rejseudgifter til et midlertidigt arbejdssted på 18.000 kr., så resterer der kun et beløb på 10.000 kr. til det særlige ø-fradrag.

Ø-fradraget skal efter forslaget gælde fra og med indkomståret 2019.

Revisormappen – nu som app

I samarbejde med Legal IT er der blevet udviklet en app til vores Revisormappe, hvor du har let adgang fra telefonen til alle din virksomheds dokumenter. App’en giver dig også mulighed for nemt at dele dokumenter eller billeder med din revisor eller videresende...

FRIST 20. MARTS – ACONTOSKAT FOR SELSKABER

Den 20. marts skal selskaber betale den første af to rater acontoskat. Men betaler dit selskab det rigtige beløb?Acontoskat 2023 På mandag skal selskaber betale acontoskat. Selskaber modtager opkrævning af acontoskat, som skal betales den 20. marts og den 20....

RevisorPosten 1-2023

RevisorPosten 1-2023 Læs mere om: Etablerings- og iværksætterkonto Hvorfor er det særligt vigtigt, at virksomheder med blandede aktiviteter husker at indberette momsen i Danmark, når der købes varer og ydelser i udlandet? Derfor skal du droppe multitasking lige nu...

Gebyr i forbindelse med vores kontrol af hvidvasklovgivningen

Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med hvidvasklovgivningen, herunder om revisorer årligt kontrollerer kundernes ID-oplysninger samt andre oplysninger. Det betyder, at vi løbende bliver stillet overfor flere og flere krav i relation til dokumentationen i vores arbejde....