Flere og flere selvstændige erhvervsdrivende er begyndt at drive virksomhed inden for områder som coaching, terapi, supervision mv. Mange af disse erhvervsdrivende er af den klare opfattelse, at de ikke er momspligtige og derfor ikke skal afregne moms af deres indtægter. Kriterierne for momsfritagelse af coaching, terapi, supervision mv. er imidlertid ret snævre, hvilket reelt medfører momspligt for mange af disse erhvervsdrivende.

Momspligt

Hovedreglen i momsloven er, at levering af tjenesteydelser er momspligtige. Dermed er aktiviteter som coaching, terapi, supervision mv. momspligtige, medmindre de specifikt er omfattet af en af momslovens fritagelsesbestemmelser. Der er typisk to momsfritagelser, som kan bringes i spil:

  • Momsfritagelsen for sundhedsydelser
  • Momsfritagelsen for undervisning.

Sundhedsydelser

For at momsfritagelsen for sundhedsydelser finder anvendelse, skal den erhvervsdrivende for det første have et vist uddannelsesniveau. Herved forstås, at den erhvervsdrivende enten skal have opnået en autorisation eller have gennemgået en uddannelse bestående af minimum 660 undervisningstimer, hvoraf følgende som minimum skal indgå:

  • Anatomi/fysiologi 200 undervisningstimer
  • Sygdomslære/farmakologi 100 undervisningstimer
  • Den primære behandlingsform 250 undervisningstimer
  • Klinikvejledning/klientbehandling 10 undervisningstimer
  • Øvrig sundhedsfaglig undervisning 100 undervisningstimer

For så vidt angår psykoterapi, vil undervisningstimerne i anatomi/fysiologi og sygdomslære/farmakologi skulle erstattes af undervisningstimer i den primære behandlingsform, herunder eksempelvis i teoretisk uddannelse inden for det psykoterapeutiske område, egenterapi og modtagelse af supervision. Alle undervisningstimerne skal være relevante for behandling eller forebyggelse af sygdomme. Det betyder, at eksempelvis undervisning i mersalg, salgspsykologi, markedsføring, personlighedsudvikling mv. ikke kan falde ind under ovennævnte kategorier.

Udover at den erhvervsdrivende skal have et vist uddannelsesniveau, skal der også være tale om behandling af personer med henblik på at forebygge, diagnosticere, behandle og så vidt muligt helbrede sygdomme eller sundhedsmæssige uregelmæssigheder (anomalier). En erhvervsdrivendes klienter inden for coaching, terapi, supervision mv. kan sjældent betragtes som syge personer, hvorfor momsfritagelsen for sundhedsydelser sjældent finder anvendelse, uanset om behandlingskravet er opfyldt eller ej. For at fritagelsen finder anvendelse, skal der således foreligge en diagnosticeret lidelse, der søges behandlet og helbredt.

Undervisning 

Undervisningsfritagelsen omfatter skoleundervisning, undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse, herunder omskoling, og anden undervisning, der har karakter af skolemæssig eller faglig undervisning. Undtaget fra momsfritagelsen er dog kursusvirksomhed primært rettet mod erhvervsdrivende, når virksomheden drives med gevinst for øje. Kursusvirksomhed er således momspligtig.

En undervisningsydelse, der ikke er skoleundervisning, faglig uddannelse og lignende, er ikke omfattet af fritagelsesbestemmelsen, og er dermed momspligtig. Dette gælder, uanset om fakturaen udstedes til en privatperson eller til en virksomhed/institution.

Coaching, terapi, supervision etc. ydet over for enkeltpersoner kan sjældent betragtes som skolemæssig eller faglig undervisning, hvorfor momsfritagelsen for undervisning som oftest heller ikke vil finde anvendelse for coaching, terapi, supervision etc. Hvis den erhvervsdrivendes kunder er virksomheder eller institutioner, vil der endvidere kunne være tale om momspligtig kursusvirksomhed.

De snævre kriterier for momsfritagelse af coaching, terapi, supervision mv. vil således ofte medføre momspligt for den erhvervsdrivende.

Revisormappen – nu som app

I samarbejde med Legal IT er der blevet udviklet en app til vores Revisormappe, hvor du har let adgang fra telefonen til alle din virksomheds dokumenter. App’en giver dig også mulighed for nemt at dele dokumenter eller billeder med din revisor eller videresende...

FRIST 20. MARTS – ACONTOSKAT FOR SELSKABER

Den 20. marts skal selskaber betale den første af to rater acontoskat. Men betaler dit selskab det rigtige beløb?Acontoskat 2023 På mandag skal selskaber betale acontoskat. Selskaber modtager opkrævning af acontoskat, som skal betales den 20. marts og den 20....

RevisorPosten 1-2023

RevisorPosten 1-2023 Læs mere om: Etablerings- og iværksætterkonto Hvorfor er det særligt vigtigt, at virksomheder med blandede aktiviteter husker at indberette momsen i Danmark, når der købes varer og ydelser i udlandet? Derfor skal du droppe multitasking lige nu...

Gebyr i forbindelse med vores kontrol af hvidvasklovgivningen

Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med hvidvasklovgivningen, herunder om revisorer årligt kontrollerer kundernes ID-oplysninger samt andre oplysninger. Det betyder, at vi løbende bliver stillet overfor flere og flere krav i relation til dokumentationen i vores arbejde....